Den dyrkede hørsort i Danmark kaldes Riga Kornhørog er fra egnen mellem Sortehavet og Kaspiske Hav.
Rigahørren tåler hverken ret meget nattefrost eller langvarig hede eller tørke. Den trives bedst i kystegne med rigeligt tåge og dug. Jorden må ikke være sur, helst sandmuldet lerjord i brak ( eller nyopdyrket), der må ikke være nygødet. Det kan godt lade sig gøre at lægge ud i hør ved at så græs og kløverfrø samtidigt med hørfrøet.
Hør kan ikke efterfølge afgrøderne byg, raps og hør. Hør efter hør kan kun lykkes efter 7-8 år.
Sydsjællands museum har påvist en mulig linnedproduktion. Dels på Næs i Vikingetiden og dels på Sct. Jørgens Gård i Næstved i middelalderen.
Området med sine mange våde områder har tilsyneladende været egnet, og Rybergs ideer om hørdyrkning og tilberedning i det Sydsjælandske har måske været betinget af den geografiske placering. Sandsynligvis har det været Voelker, der har været den egentlige iniativtager til projektet.
Hørren blev dyrket på Øbjerggårds jorder. 31 tdl. har årligt været dyrket med hør. Det har sandsynligvis, med de forbehold dyrkningen indebar, været det maksimale areal som Øbjerggård har kunnet bære. Den resterende hør købte man udenlands, selv om den har været af en ringere kvalitet, hvilket betød, at den gav mindre spinnemateriale, og at den var sværere at spinne.
Man forsøgte andre dyrkningsmetoder, formodentlig for at kunne øge dyrkningsarealet. Hertil forpagtede man præstegårdsjorden.
Hørplanten findes i to arter. Dels til oliedyrkning og dels til tekstilbrug.
Når hørplanten blev dyrket i den daglige bondehusholdning til tekstil anvendte man frøene til foder for syge kreaturer og udsæd.
I Køng, hvor mængderne var anderledes store forsøgte man at udvinde olie af frøene.
Niels Ryberg ansøgte i 1889 om tilladelse til at måtte indføre en hollandsk hørfrømølle. Oliemøllen findes endnu i 1825 i en særlig bygning.
Der findes ikke nogen nærmere beskrivelse af denne produktion, men på en eller anden måde må den naturligt have indgået i fabrikkens virksomhed.
Tekstilproduktionen har foregået på samme vis som tidligere i landbofamilierne, blot har de enkelte arbejdsgange været foretaget industrielt.
Såning af hør skulle foregå jævnt og meget fint så fibrene blev fine. På bondens mark hed det sig at man skulle krybe, når man såede hør. På Øbjerggård må man nødvendigvis have haft en eller anden form for automatisk såning---- en såmaskine?. tegninger eller beskrivelser efter noget sådant findes ikke.
Pasning af hørren var vigtig. Den skulle luges for ukrudt, så den var rent som et urtebed.
Dette arbejde må have krævet en del arbejde, som sandsynligvis har været udført af børn.
Hørrens Blomstring i begyndelsen af juli har været flot med et smukt himmelblåt tæppe.
Høsten foregik omkring 1. august. Frøkapslerne var brune og stænglerne gule.
Da fibrene går helt ned i roden, blev planten rusket om med rod, sandsynligvis med håndkraft. Hørren blev blev buntet i neg, der blev sat op i hove og tørrede på marken.
Efter marktørringen blev hørren kørt hjem og frøene skulle skilles fra stænglerne. Hertil havde man en særlig maskine, trukket af en hesteomgang.
Et datidigt tidsskrift: "Søndags-Aften-Læsning" har været på besøg og har skildret processen. Et samtidigt kobberstik er ikke længere tilgængeligt, så man har ikke en billede at maskineriet. Men beskrivelsen antyder at hørren blev trukket gennem en rive af 2 valser, hvor man kunne regulere trykket med en vægtkasse.
Hovedfremdrivningsprincippet har været brugt i de andre maskiner.
Først blev hørren braget, stængelen blev slået i stykker, så de blev løst fra taverne. Var der tale om finere hørgarner havde man også en stampemaskine.
Men inden brydningen skulle limen mellem stængelen og taverne opløses.
Dette skete ved rådning. Hørren blev gjort våd, og en rådningsproces satte ind. Herefter skulle hørren tørres. Dette blev fortrinsvis gjort i fri luft. Men naturen gjorde, at man også måtte opføre et tørrehus, hvor man med en bilæggerovn tørrede hørren.
Herefter skulle man skille stænglen fra taverne. Dette skete gennem skætningen.
Til sidste skulle hørren laves egnet til spinning gennem hegling. Hørren skulle populært sagt redes, således spinnematerialet var de lange lige fibre. Spildproduktet kaldtes blår.
Jo mindre blår, jo bedre hør.
Opdateret d. 12.12.2001