Fra gammel tid havde den danske kongemagt placeret borge strategisk vigtige steder i Danmark. I vores region i Vordingborg.
Dette udviklede sig til en samling af jord i form af bøndergårde og skove, der skulle tjene til drift af borgene og til kongens underhold og drift af landet i øvrigt.
Dette krongods svingede i størrelse. Noget blev afgivet for at skaffe penge eller give belønning, noget kom til ofte i form af straffe overfor adelsmænd.
Den helt store forøgelse af krongodset kom med Reformationen i 1536, hvor det meget store kirkegods blev underlagt krongodset.
Med det i hænderne foretog kongerne især Frederik II i den følgende periode store mageskifter med adelsmændene for at samle krongodset til sammenhængende landområder. I første omgang for lave sammenhængende vildtbaner, hvor man kunne drive sammenhængende jagt.
Selve krongodset blev drevet som adelsbrug. Krongodset bestod af en række landsbyer med fæstegårde, samt krongodsets egen jord, der lå spredt rundt i området, og blev drevet fra en række Ladegårde.
I Vordingborg fandtes 10 ladegårde. Vordingborg Ladegård var den største. Der var kun hovedbygninger til de to, nemlig Beldringe, der blev bygget som Chr.IV´s jagtslot og Lekkende, der fra tiden før Reformationen tilhørte Roskildebispen og derved havde hovedbygning.
Som den eneste blev Vordingborg Vildtbane under Christian IV markeret med grøfter og hegn tværs over Sydsjælland.
Det var formodentlig det eneste sted, hvor det var overkommeligt.
Christian IV arbejdede for at forbedre Danmarks militær, herunder ønskede han en stående hær.
Indtil nu var adelen pligtige at stille med et tungt rytteri.
Fodfolk og andent krigsfolk var hvervede tropper.
Kun søværnet bestod af en mere fast stab.
I 1614 blev der oprettet en fast national milits, der blev hentet fra krongodset, hvor 3500 selvejere og 500 fæstebønder skulle være forpligtiget til at holde hver en soldat mod til gengæld at blive fritaget for landgilde og anden kongelig tynge.
I 1632 blev denne ordning reguleret til 7000 mand.
Ved siden havde man en fast hvervet hær, men tilstanden af statens finanser nødvendiggjorde en fortsættelse af den ikke særligt effektive nationale hær, der endda blev udvidet i 1652 til også at omfatte adelens godser.
Frederik IV var utilfreds med rytteriets effektivitet, og det var hans opfattelse, at det skyldtes den omstændighed, at dragonerne var indkvarteret enkeltvis, og i årene omkring 1715-16 fandt en gennemgribende omordning af rytternes forhold sted. Det bestemtes, at rytteriet skulle samles på de kongelige ladegårde, hvis jorde skulle benyttes til græsning for hestene. På Vordingborg Krongods blev Vordingborg og Beldringe hovedkvarter for Dragonerne. Inden da havde en del dog været stationeret på de andre ladegårde.
Fra Svinø kendes en retssag mellem dragonerne på Aunø og svinøbønderne fra 1691, hvor sagen endeligt ved Knud Thott fra Gavnøs støtte i Højesteret faldt ud til svinøbøndernes fordel.
Sagen var, at kvæg fra Svinø let forvildede sig over det lave vand til Aunø, undertiden godt hjulpet af dragonerne. Dette kvæg fik bønderne kun tilbage efter "højeste betaling".
Efter svenskekrigen i 1660 var staten tæt på bankerot. Store dele af krongodset var pantsat.
Efterfølgende bragte man statens finanser på fode igen ved at skille sig af med pantsat krongods samt sælge yderligere fra.
Fra Vordingborg Krongods opstod Nysø Gods ved Præstø, som betaling for gæld.
1701 vedtoges landmilitsen, der skulle stille 15.000 mand. En soldat for hver 20 tdr. hartkorn. eller ca. en for hver 4. bondegård. Militsen var en stor belastning, man ekserserede et par timer søndag eftermiddag, og 4 gange om året samledes hele kompagniet. 6 år skulle karlene tjene i militsen. De blev fritaget, hvis de tog en gård i fæste. For at holde på karlene, måtte man indføre "Vornedskabet", hvilket betød at karlene ikke måtte forlade deres fødegods uden herremandens tilladelse.
Militsen styredes fra de 12 Krongodser, eller rytterdistrikter.
Omkring 1700 blæste den religøse vækkelse Pietismen gennem Danmark.
Dette medførte et ønske om åndelig opdragelse gennem et almindeligt almueskolevæsen.
Staten gennemførte dette ved at lade opføre 20 rytterskoler på hvert af de 12 rytterdistrikter.
Fra midten af 1700-tallet og frem var staten i dyb financiel krise. Denne blev løst ved salg af flere af krongodserne.
Tilbage var Antvorskov og Vordingborg Krongodser.
Man befandt i tiden med Stavnsbåndest ophævelse, hvor der sat flere fremskridsvenlige personer i statsrådet. En overgang havde man planer om at bruge de to krongodser til forsøg i forbindelse med bondefrigørelse og omlægning af landbruget, men statens financielle situation gjorde, at denne plan blev skrinlagt.
I statsrådets sad imidlerti også købmand/etatsråd Niels Ryberg. Se denne
Han var formodentlig ophavsmand og blev i hvert fald iværksætter og ejer af Køng fabrik, som blev det eneste fremtidsforsøg, delvist baseret på Rybergs egne penge.
Vordingborg Krongods blev solgt i 1774 efter at være lagt ud til 12 større godser eller hovedgårde. (Hovedgårde var tillagt bøndergods med pligt til hoveri)
Disse Hovedgårde opstod af de 10 ladegårde, hvorfra krongodset blev drevet og hvor der lå store ladebygninger: Iselingen og Rosenfeldt, opstod af Vordingborg Ladegård, Aunø, Snertinge, Lundbygård, Engelholm, Beldringe, Lekkende, Liliendal, Høvdingegård, Petersgård og Øbjerggård, der var ny, og som den eneste ikke havde nogen bygninger, og derfor blev betragtet som det dyreste køb.
Dyreste køb var formodentlig tilsigtet, for at sikre at køberen blev Niels Ryberg.
Øbjerggård var designet til Køng Fabrik:
Køng og Rings jorder sammen med 2 bøndergårde i Kostræde lå med lave marker ud til Dybsø Fjord, og udgjorde optimale betingelser for dyrkning af hør. Den nærliggende Køng Mose kunne give tørvebrændsel til de mange huse, som skulle bygges i området. De 2 lodder i Vintersbølle. Blegen, hvor en bæk med kraftigt fald og stejle skrænter gav optimal mulighed for vandkraft og skoven omkring gav brændsel til en fremtidig fabriksdrift. (Blegeriet).
Der er senere sket store forandringer, bl.a. kan nævnes at buddet på Aunø ikke blev accepteret, hvorefter købmand Iselingen overtog Aunø foruden Iselingen, Rosenfeldt og Snertingegård. Iselingen splittede Aunø op. Hele Knudshoved kom til Rosenfeldt. Sallerupgård opstod således også. Aunø, der tidligere hørte til de største hovedgårde, blev derved forholdsvis lille.
Øbjerggård hører nu også under Rosenfeldt.
Foruden hovedgårdene udstykkede man en del mindre godser, der opnåede en noget højere pris/hartkorn.
Opdateret d. 12.3.2001