Boligforhold
Kvinder
Mænd
Lønforhold
Køng Hospital
De sociale forhold rundt om i landet i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet var ganske alvorlige. I Køng har forholdene derimod set ganske anderledes ud. Fabrikken har givet en social tryghed for det omgivende samfund. Først efter fabrikkens lukning i Køng i midten af 1800-tallet bliver det nødvendigt at anbringe folk i fattighuset.
Køng Fabrik var en velintegreret del af det omgivende samfund. Arbejderne var rekruteret fra sognets egne husmandsfolk eller fra nærmeste omegn, og de hentede deres ægtefæller indenfor samme geografiske og sociale område. Heller ikke i levevis adskildte de sig fra de øvrige husmænd. Familie og slægtsskabsforbindelser til gårdmændene fandtes ikke, hvorimod væverne til en vis grad udgjorde en arbejdskraftreserve, som landbruget kunne trække på.
Køng Fabrik betød indtjeningsmuligheder for en meget stor del af sognets befolkning, og spinnearbejdet har betydet, at mange mennesker har kunnet undgå at modtage fattighjælp.
Boligmæssigt afveg fabrikkens arbejdere ikke fra de andre husmænd. Man fæstede en af Fabrikken/Øbjerggårds huse. Enkelte af væverne var selvejere. Husene lå rundt omkring i byen, på Køng Højbro og på Togårdsvej, desuden en hel del i Ring.
Størrelsen på husene varierede noget, men et hus på 7-9 fag var meget almindeligt. Husene var bygget og indrettet som andre huse på egnen på den tid. De var bygget i bindingsværk med stråtag. På de ældre huse var væggene lerklinede, på de yngre begyndte de murede vægge at dukke op, undertiden kun i en del af huset. Gavlene var helgavle lukket med halm eller brædder.
Hvis der hørte jord til huset - nogle af væverne havde et vænge, andre kun en have - så kunne der være stald og lo i den ene ende af huset. Kun i enkelte tilfælde lå der et udhus for sig selv.
Ellers var husene indrettet med tørvehus i den ene ende og derefter køkken. Køkkenet var som regel på 2 fag, hvoraf ¼ var optaget af den store skorsten. De fleste havde bageovn. I nogle huse var der spisekammer skilt fra køkkenet.
Ved siden af køkkenet lå stuen, som regel på 2-3 fag. Den blev opvarmet af en bilæggerovn, der blev fyret fra skorstenen i køkkenet. Normalt havde stuen lergulv.
De vævere, der havde en enkelt væv hjemme, havde den stående i stuen. Samtidig var stuen spise- og soverum for familien. I større huse kunne der på den anden side af stuen ligge et kammer, der var uopvarmet og nok mest har været opbevaringsplads.
Havde man flere væve i huset, var der en ekstra stue der kunne opvarmes. Antallet af vævere med mere end en væv svingede fra 4-7. Disse vævere havde medarbejdere ansat.
Nogle af fæstehusene var bygget og indrettet til flere familier, der fæstede hver en del af huset.
Men der var også en del vævere, der boede til leje - var indsiddere - og kun havde et enkelt rum i et hus, der var ejet eller fæstet af en anden.
Værerne fæstede deres huse på samme vilkår som andre husmænd, men der var en tendens til, at væverne kun var forpligtet til at gøre hoveriarbejde i 2 dage, hvorimod mange andre fæstehusmænd, og navnlig de, der havde jord, måtte møde 10 dage.
Oven over væverværkstederne på fabrikken, var der indrettet kamre til de vævere, der boede på fabrikken. Der var 16 sengesteder.
Køng Kro havde marketenderibevilling og bevilling til at sælge mad og drikkevarer til fabrikkens arbejdere ud over den egentlige krobevilling. Kromanden fik tilskud fra fabrikken til driften af marketenderiet. Men fabrikken har udmærket kunnet undvære kroen, eftersom kun ganske få spiste der. De fleste ugifte tingede sig kost hos bønderne.
Kromanden havde også et bageri med brødsalg, selvom der var bageovn i de fleste huse.
Spinnearbejde hvor piger fra 4-årsalderen lærte at spinne gav hjemmene en ekstra indtægt.
Piger og en del kvinder var fast beskæftiget med spinnearbejde. Når pigerne havde gået nogle år på spinneskolen arbejdede de hjemme ligesom kvinderne.
Hvor mange af de ca 500 spinnesker fabrikken konstant havde aftale med, der arbejdede heltids er ikke til at sige. I folketællingerne nævnes spinning som erhverv kun, hvis man er enlig, og her ligger tallet på ca. 25.
Men spinnearbejdet kunne også være en økonomisk hjælp i en pludselig opstået trangssituation, også for folk udenfor sognet.
Mændene arbejdede dels med forarbejdningen af hørren og dels som vævere.
Det var et særsyn at kvinder var vævere. I 1830 var der dog et par stykker.
Drenge hjalp deres fædre især med vævningen, hvor det egentlige vævearbejde var akkordarbejde.
Ind imellem kunne vævere blive sat til andet arbejde. Grunden kunne være, at der ikke var arbejde på fabrikken, eller der var brug for en vikar et eller andet sted.
Der er eksempler på at 10 vævere/lærlinge blev sendt ud for at luge fabrikkens gårde og fortove i 2 dage. En anden gang blev en væver sendt ud for at hjælpe murermesteren i 12 dage.
Ved disse lejligheder fik væverne deres dagløn.
Denne dagløn minus 25% blev udbetalt i ventepenge i forbindelse med reparation af væverens væv, dette dog kun, hvis man ikke kunne finde andet dagarbejde til dem.
Lønforhold
Det egentlige vævearbejde for fabrikken var akkordarbejde. Lønnen blev beregnet efter stykkets længde og varens art, og taksten spændte i 1829 fra 2 sk. pr. alen for 25 tommer bredt blårgarnslærred med 200 tråde i i kæden 192 sk for 124 tommer bredt damask med 6500 tråde i kæden (vævet på tomandsbetjent væv).
Støtstedelen af de vævede varer var dog simple drejler på enten 24 tommer eller omkring 33 tommers bredde og til en væveløn pr. alen på henholdsvis 6-7 sk. og 12 sk.
Væverlønnen blev flere gange sat ned i den periode staten drev fabrikken.
Vævere, der arbejdede hjemme, fik ekstra tillæg, dels spolepenge og des 25% tillæg for at holde sig selv med væv og redskaber, lys og slette (melklister som trendtrådene stryges med for at styrke dem under vævningen), dette tillæg blev fastholdt, selv om en del vævere arbejdede på fabriksvæve hjemme.
Lønnen lå på linie med en god daglejerløn men sammenlignet med andre industrivirksomheder i omegnen: bl.a. Fakse kalkbrud, lå lønningerne en anelse lavere. Men man var sikret arbejde hele året i modsætning til andre virksomheder.
Vævere, der arbejdede hjemme, så ud til at tjene mere. Dette beroede formodentlig i, at disse havde mulighed for at afsætte deres varer til anden side.
En dagløn lå typisk på 30-40 skilling.
Også den gang var der lønforskel mellem kønnene.
Spolepiger på fabrikken havde fra 16 - 24 sk.
Spinnelønnen lå i 1825 på 1½ sk. pr. fed og blev til sidst sat ned til 1 sk. Der er ingen optegnelser, der viser, hvor meget en spinnerske kunne tjene i dagløn.
Køng Hospital blev bygget i 1793. Her var 5 et-værelses lejligheder med spisekammer og køkken, en samlingsstue og en sygestue.
Der kunne bo 10 personer i hospitalet, og det var hele tiden fuldt belagt.
Folk med tilknytning til Øbjeggård eller fabrikken, der var kommet i nød pga. f.eks. alderdom, arbejdsskader e.l. kunne få plads på hospitalet, der efter tidens standard var temmelig luksuriøst.
Det var svært for ægtefæller at komme ind sammen, eftersom en hel lejlighed skulle være tom. Der er derfor flere eksempler på, at den ene ægtefælle flyttede ind et par år før den anden.
Lemmerne havde fri bolig samt brændsel og lægehjælp, og de fik et mindre kontant beløb udbetalt hvert halve år. I 1830 var det 7 rdb. senere 9 rbd.
Lemmernes ejendele blev registreret ved indflytningen og tilfaldt hospitalet efter deres død.
Opdateret d. 12.12.2001