Fra gammel tid har jagten tilhørt jordbesidderne, og har især været dyrket af herremændene og kongen.
Disse har derfor beskyttet deres jagtrettighder med omhu, hvorfor jagtrettighederne som regel altid har været nævnt i forbindelser med jordhandel.
Kongen havde sine jagtområder i forbindelse med ryttergodserne. Ved kirkegodsets inddragelse under kronen i forbindelse med reformationen. Forsøgte kongen at samle krongodset til sammenhængende områder, og en af de vigtigste årsager hertil var jagten.
Et enkelt sted i landet blev hele området afspærret, så viltet ikke kunne slippe ud. Det var ved Vordingborg Krongods, hvor det var økonomisk muligt at lave et hegn tværs over Sydsjælland på det smalleste sted.
Hvor hegnet krydsede de store veje, blev der opsat et ledvogterhus og ansat en ledvogter. Ofte fik denne en beværterbevilling med i købet. Formodentlig for at mindske aflønningen.
Man drev 2 former for jagt, der begge på forskellig vis involverede bønderne.
Jagt til hest, hvor adelige selskabet til hest og med hundekobbel jagede vildtet, indtil de kunne dræbe det, som regel med blankvåben.
Denne form for jagt betød at man jagede og forfulgte viltet også ud af skovene og de sumpede området og ind over bøndernes marker.
Den anden form for jagt, var klapjagt, hvor de stedlige bønder og deres børn blev kommanderet ud som klappere. Dels betød det arbejde, men jobbet kunne også være farligt. Jægerne tog det ikke altid så nøje, når der blev skudt efter vildtet.
Opdateret d. 12.12.2001