Kål
Rosenkål
Jeg har i mange år dyrket rosenkål, men endnu ikke fundet en sikker opskrift på, hvordan man får gode store rosenkål. Jeg har prøvet forskellige metoder. Nogle anbefaler at man kapper toppen af dem i august andre ikke.
I 2009 tager jeg ikke toppen af , så får vi se.
Der er 3 faktorer jeg prøver at overholde:
- Tidlig såning og udplantning, giver lang grotid.
- Forholdsvis meget gødning.
- 3-årsskift, ligesom med kartoflerne.
Jeg bekæmper ikke sommerfuglelarver. Når først rosenkålsæsonen går i gang, er larverne for længst væk.
Jeg lader altid 2 planter stå næste år for at høste frø. Planterne skal bindes op for ikke at vælte. Når landmanden høster/skårlægger sin raps, skærer jeg rosenkålen af og hænger den op til tørre, for senere at "tærske" den.
Grønkål
Da Jette ikke er til supper mv, og jeg ikke er særlig vild med grønlangkål, har grønkålen kun sporadisk været dyrket. I 2009 er den så kommet tilbage, for at kunne anvendes i salater mv.
Broccoli
Broccoli har været dyrket spredt. Problemet er igen den særlige grønne larve, som man skal være over, ellers bliver kålen ødelagt. Den kan som bekendt bekæmpes med et biologisk sprøjtemiddel, som kræver at man er over planten mange gange. Lykkes missionen har man til gengæld broccoli hele sæsonen, når bare man sørger for at planten ikke går i frø.
Så der prøves igen til næste år.
Pak Choi
Jeg prøvede Pak Choi i år. Jeg såede på trods af advarsler om foråret, hvad man bestemt ikke skal. Ved efterårstide havde jeg travlt da der skulle sås til brug for vinteren. Men til næste år, såfremt mit fortsæt om at skaffe grønne ting fra haven hen mod vinteren skal lykkes, forsøger jeg igen.