Sogneråd
Sogneforstanderskaberne blev oprettet ved lov af 13. august 1841 (Anordning om Landkommunalvæsnet) og betegnede ledelsen af sognekommuner. Ved lov af 6. juli 1867 blev disse afløst af sogneråd.

Den lokale sognepræst var automatisk medlem af sogneforstanderskabet, mens de øvrige medlemmer (fire til ni personer) blev valgt af og blandt de af sognets mandlige beboere, der ejede mindst én tønde hartkorn (eller forpagtede en ejendom på mindst seks tønder hartkorn) og var mindst 25 år gamle. Indtil 1855 var man også sikret en plads i forstanderskabet, hvis man ejede mindst 32 tønder hartkorn.

Baggrunden for sognekommunerne var Reglement for Fattigvæsenet på Landet af 5. juli 1803, hvori bestemtes, at de værdigt trængendes forsørgelse skulle ske efter en inddeling i sognedistrikter, idet sogne forenede under samme præstekald skulle udgøre et distrikt. Hvert distrikt skulle have sin egen fattigbestyrelse, kaldet sognekommission, og sin egen fattigkasse, hvis midler skulle skaffes ved ligning på stedets beboere. I 1814 oprettedes i henhold til kongelig anordning af 29. April 1813 yderligere skolekommissioner med ansvar for den da indførte og for første gang landsomfattende almue- eller folkeskole, der forvaltedes på lignende måde[1].

Ordningen bestod indtil, at der ved anordning af 13. august 1841 indrettedes en almindelig ordning af et landkommunalvæsen[1]. Derved forsvandt fattig- og skolekommissionerne, og ansvaret for disse opgaver overgik til de nye sognekommuners sogneforstanderskab. En yderligere udvikling skete ved landkommunallov af 6. juli 1867, hvorved styrelsens navn ændredes til sogneråd[2].
Ansvarsområderne for forstanderskaberne var fattig-, skole- og vejvæsen.

Sogneråd afløste ved lov af 6. juli 1867, der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke have tilbagebetalt sin fattighjælp havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.
Lederen af sognerådet var sognerådsformanden, der skulle vælges med absolut flertal i sognerådet. Formanden skulle indkalde til møder, føre forhandlingsprotokollen og sørge for, at sognerådets beslutninger blev ført ud i livet.

I 1920 fik Gentofte Sogneråd lov til at fungere på en måde, der mindede mere om styreformen i købstadskommunerne. Snart efter begyndte sognerådet i Gentofte Kommune at kalde sig kommunalbestyrelse og sognerådsformanden borgmester. I de kommende år fik flere sognekommuner "Gentofte-status" med Lyngby-Tårbæk Kommune som den første.
I 1952 fulgte bl.a. Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Høje-Tåstrup, Hørsholm, Rødovre, St. Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse kommuner. Det var dog først med kommunalreformen 1. april 1970 at de sidste sogneråd forsvandt.